Historisk og teoretisk grundlag

Gruppeanalysen udvikledes i England i årene under og efter 2. Verdenskrig af S.H. Foulkes.

Udover den almene socialpsykologiske teoriudvikling vedrørende grupper var Foulkes i særlig grad inspireret af psykoanalysen og af objektrelationsteorierne (Klein, Winnicott, Bion). Gruppeanalysen er i sin fortsatte udvikling tillige influeret af bl.a. selv-psykologien.

Forståelsen tager udgangspunkt i, at den basale enhed for psykologisk udvikling og dermed også for psykisk forstyrrelse er gruppen.

Gruppeanalytisk terapi giver særlige muligheder for at undersøge og analysere, gennemarbejde og forandre forholdet til sig selv og andre i og med den mangfoldighed af relationer grupper byder på.

Gruppeanalytisk terapi er karakteriseret ved, at arbejdet foregår i en stadig uadskillelige vekselvirkning mellem terapi i gruppen, af gruppen og ved gruppen. Med henblik på at give adgang til ubevidste processer samt udvikle evnen til kommunikation tilstræbes det, at man via samtalen i gruppen så frit som muligt giver udtryk for sine tanker, fantasier og følelser.

Klinisk praksis - anvendelighed

I sin traditionelle form er gruppeanalysen beregnet for behandling af patienter med personlighedsforstyrrelser. I modificerede former finder gruppeanalytisk behandling i dag tillige udbredt anvendelse ved behandling af patienter med sværere forstyrrelser.

Den gruppeanalytiske tænkning og metode er værdifuld i fokusorienterede homogene grupper samt ved korttidsterapi. Eksempler på sådanne tilpassede former for gruppeanalytisk behandling er grupper for skizofrene, kvinder udsat for seksuelle overgreb, spiseforstyrrede og pårørende.

Indsigten i gruppeprocesser og forståelsen af gruppedynamiske forhold kvalificerer endvidere supervision, arbejde med personaletræning og organisatorisk arbejde.